De første 100 dage – en anledning til at fejre!

For nogle dage siden blev jeg bedt om at komme med feedback på en tekst, der skulle sendes ud til forskellige potentielle ambassadører for en mindre forening. Den havde titlen ”De første 100 dage” og handlede om alle de spændende ting de har opnået, siden de begyndte en relancering af sig selv – for 100 dage siden. Det er alle tiders anledning til at få fortalt de gode historier og til at motivere, at man sender dem ud til andre, nemlig til sine potentielle ambassadører: relevante politikere, forvaltninger, presse og hvorfor ikke sin medlemsskare? Og nej, der er ingen der har bedt dem om at skrive.

Det første der slog mig, da jeg læste teksten, var, at den lyste af engagement og tro på projektet. Alle succeser og fremskridt var nævnt med oprigtig glæde og der stod sort på hvidt, at foreningen var overvældet over den imødekommenhed, de havde mødt. Jeg kender til foreningens visionsarbejde og økonomiske ansøgningsarbejde omkring relanceringen og kunne klart se, at de på denne måde elegant fulgte op på deres ansøgninger og lanceringspressemeddelelser og viste hvor meget de rent faktisk havde realiseret og hvor de var i processen med de øvrige ting. De nævnte både fysiske tiltag, indhold i foreningens kursusprogram, opnåede tilskud, presse og markedsføringstiltag, medlemstilstrømning og en del mere. Nye fremtidsdrømme var der også blevet plads til.

Jeg kender som sagt en del til processen omkring relanceringen, og ved derfor, at forløbet ikke har været udelukkende rosenrød og at der naturligvis har været nogle lidt tilspidsede situationer undervejs. Men her var fokus på det positive og alt det, der lykkes for dem, og det er ikke så lidt! Jeg sad tilbage med en wauw fornemmelse og et ønske om at hjælpe dem videre med succesen. Tanker a la ”kender jeg ikke nogen, der burde være med der?” dukkede meget hurtigt op.

Og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste. Hvilken politiker vil ikke gerne kunne fortælle en succeshistorie fra det lokale kulturliv og være ambassadør for en succes? Er I afhængige af et godt samarbejde med f.eks. kulturforvaltningen, så er her en rigtig god måde at etablere eller fastholde sig som en seriøs aktør på kulturområdet. Har I brug for flere medlemmer eller frivillige hjælpere, så er det altså sjovest for dem at tilslutte sig noget opblomstrende.

Så når I nu alligevel (måske tvangsmæssigt) skal skrive evalueringer som opfølgning på økonomiske bevillinger eller lave årsberetning til generalforsamlingen, så overvej, om den ikke ret enkelt kan omformuleres til andre modtagere. Nogle, som ikke nødvendigvis har givet jer penge eller insisterer på en evaluering, men som I synes skal høre om jeres sidste spændende projekt/tiltag/koncert eller hvad I arbejder med.

Kloge hoveder siger, at man skal huske at fejre sine succeser. De fleste af os er hurtigt videre og arbejder på næste projekt. Måske fejrer vi med et glas rødvin (eller en god fest). Men kunne fejringen ikke lige så godt være at tale højt om, hvad det er vi er så optagede af og hvad vi har opnået? Eller er dit projekt ikke vigtigt nok til det?